Om mig

Livsvisdom, sundhed og gode historier

Min baggrund er som et farverigt broderet vægtæppe, for jeg har altid søgt viden, indsigt - og derpå mere viden.

De sidste mange år har jeg studeret og læst om urter, homøopati, æteriske olier, natur, filosofi, kvantefysisk og videnskab om ernæring. Jeg er dybt fascineret af menneskehedens, klodens og landes historie, der for mig er flettet sammen med de overbevisninger om tro, politik og samfund, der til hver tid har været gældende.

Menneskers liv påvirkes af det store billede, uanset om vi vil eller ej - og i min søgende filosofi ligger en nysgerrighed efter at kende de store og dybeste sandheder om, hvem vi er, og hvorfor vi er her.

Alt dette dukker på forunderlig vis op i mine romaner - og spejler sig i mine karakteres oplevelser i den ramme, jeg har søgt og researchet så meget i: Renaissancen - og Firenze.

Mennesker interesserer mig. Hvorfor vælger vi, som vi gør? Hvorfor udspiller dramaer sig igen og igen? Hvorfor er mange så onde ved hinanden?

På godt og ondt skaber vi mennesker omstændighederne for hinanden - vi har fælles rødder, fælles historier, men er også meget forskellige - og de fleste er sårbare, for livet handler dybt inde om overlevelse. Vi lever i disse naturlige omstændigheder med klodens svindende ressourcer, som det eneste vi har - udover hinanden og vores bevidsthed med evne til selvreflektion og at træffe valg. Det kommer fra tanken - eller sådan føles det. Så hvad er tanken? Hvad betyder den? Hvorfor vælger nogen handlinger på kærlighedens vej og andre lidelsen, smerten og ondskaben?

Hvor er balancen mellem mænd og kvinder i vores historie, og hvorfor blev kvinder i høj grad skrevet ud af den - medmindre de havde en exceptionel rolle - når en del historiske kilder fra renaissancen vidner om, at en tredjedel af alle virksomheder i Firenze var ejet af kvinder? Hvor blev de af?

Vi har - uanset køn - en fælles livsfletning af årsag og virkning. Uden kvindernes rolle bliver vi aldrig hele. Et samfund, der kun lader halvdelen af sin befolkning forfølge sine ideer, drømme og mål, kan aldrig blive andet end halv.
Så hermed træder kvinderne ind på scenen igen. Ikke som en modsætning til mænd, men som en hel halv del af helheden. Derfor rummer mine fortællinger både mænd og kvinder.  Placeret midt i en historisk ramme, der kunne være sket i går. Og måske også gjorde det. For hvad er tiden i det store univers.
Dorthe Lis Lindgaard-Thomsen

Udgivelser

Jeg har udgivet 2 e-bøger, Mad med Livskraft og Kunst med Livskraft. E-bøgerne kan købes on-line her på siden og ved diverse e-netbogshandler.

I 2017 udgav jeg romanen: Når lyset fødes igen, der er 1. bind i trilogien Platons Akademi. Den er udkommet både på tryk og som e-bog.
I 2019 udkom 2. bind: En gang på vejen, altid på vejen.

I mit andet liv

Oprindelig er jeg uddannet indenfor sprog, markedsføring og eksport. jeg har arbejdet som selvstændig oversætter, som kundeansvarlig i salgsafdelinger og som erhvervschef - sideløbende med mine sundhedsstudier og forfatterskab.

I min fritid er jeg billedkunstner og sysler med urter i min have.

Naturen er min store inspirationskilde og vejviser - og jeg ved, der er uendeligt meget, vi endnu ikke ved.
Dorthe logo

Forfatter

Vejen gennem livet er ofte hård, fyldt med drama, smerte, udfordringer, modgang, sorg og besvær. Livet er heldigvis også fyldt med muligheder for, at vi kan gøre en forskel for hinanden, finde løsninger og veje, inspirere og gøre gavn. Give kærlighed og glæde. Løfte hinanden op. Ofte er spørgsmålet: men hvordan?
I vor moderne tid, hvor mange er mere optagede af deres telefoner end af mødet med livet selv, bliver mange ting besværliggjort.
Mine udgivelser og mit virke som forfatter, foredragsholder og underviser søger at give nogle svar, gennem inspirationen om Naturens store gave til vores sundhed, om menneskesjælens vej.
Mine romaner er historiske, javist, men de spejler mange moderne udfordringer og det store spørgsmål om, hvordan alting nu vil arte sig. Hvad vælger vi? Hvad er muligt? Og hvad betyder tiden i det store univers?
Jeg håber, du vil lade dig inspirere af mine bøger. Gå til min shop her.