Hvad handler trilogien om?

Hvad handler fortællingen om? Jeg prøver her at give et kort indblik uden at afsløre for meget - du kan også læse lidt mere på bøgernes bagsider. Jeg ved dog, at dine øjne og dit sind vil opfatte nuancer, jeg måske ikke selv har bidt mærke i - og den oplevelse vil jeg ikke tage fra dig.

Fortællingen fører dig tilbage i historien til Firenze i Italien, midt i renæssancens højtid og en tid, hvor grænsen mellem virkelighed og magi var flydende. Det var en tid, hvor Djævlen var virkelig og Gud belønnede dig for dine gode gerninger. Her møder du en række mænd og kvinder - hvoraf nogle er historiske, og andre er fiktive - og gennem deres øjne ser du en række begivenheder, du oplever deres erindringer og store følelser af kærlighed, had, ondskab og godhed. Du er i deres kamp for at overleve.

I første bind af fortællingen kredser handlingen om et mord i Firenzes domkirke, der fandt rigtigt sted den 26. april 1478 - og i 2. bind er den store historiske begivenhed pave-enklaven i august 1484.

En af fortællingens hovedpersoner er Lorenzo "IL Magnifico" de Medici - en rigtig historisk person, der i sit liv som leder af Firenzes bystat, var kunstmæcen, skaffede fred til Italien, og havde et godt øje til kvinder - ikke som objekter, men som mennesker, hvor nogle, indrømmet, var mere sexede end andre. Han havde en elskerinde, Rosalia (fiktiv eller i historisk glemmebog?), som han fik en datter med. Du møder dem, da datteren Lucia føder sit første barn - det er her, alting begynder. Måske.

Det var en barsk tid - og det, man ser på overfladen er nærmest aldrig (heller ikke i dag) virkeligheden. Mine karakterer i historien kastes ud i en opdagelsesrejse på indre og ydre plan - og gennem tid og rum - for at redde noget meget dyrebart.
Lykkes det - ja, det må du læse dig til - og først i bøgerne giver jeg en introduktion til de historiske rammer, og du får en oversigt over persongalleriet. I bind 2 er der også et kort resumé af bind 1.

Er det en fantasy? vil du måske spørge. Men nej, det er det ikke - og alligevel er alt fantasi. Kender du måske forskellen på fantasi og virkelighed? Prøv at lytte indad til din verden, mærk den og dig selv - og du vil se de mange lag til mennesker, til din bevidsthed, til virkeligheden. Til det gode.. og mindre gode, som vi alle rummer.

Og i øvrigt, så skriver jeg kun om det, jeg kender til - at pennen så tager over, når jeg er i gang, kan vist kun kaldes åndens hånd. J a, som en stor skjal, der gik over på den anden side for nylig, svarede på spørgsmålet om, hvorfra han fik sin inspiration: "Alt kommer fra Vorherre," sagde han og kiggede op mod himlen. "Så det, jeg synger om, må du spørge Ham om."

Således er det også med det, jeg skriver. Og jeg tilføjer: Spørg dig selv.
Dorthe logo

Forfatter, foredragsholder og underviser

Vejen gennem livet er ofte hård, fyldt med drama, smerte, udfordringer, modgang, sorg og besvær. Livet er heldigvis også fyldt med muligheder for, at vi kan gøre en forskel for hinanden, finde løsninger og veje, inspirere og gøre gavn. Give kærlighed og glæde. Løfte hinanden op. Ofte er spørgsmålet: men hvordan?
I vor moderne tid, hvor mange er mere optagede af deres telefoner end af mødet med livet selv, bliver mange ting besværliggjort.
Mine udgivelser og mit virke som forfatter, foredragsholder og underviser søger at give nogle svar, gennem inspirationen om Naturens store gave til vores sundhed, om menneskesjælens vej.
Mine romaner er historiske, javist, men de spejler mange moderne udfordringer og det store spørgsmål om, hvordan alting nu vil arte sig. Hvad vælger vi? Hvad er muligt? Og hvad betyder tiden i det store univers?
Jeg håber, du vil lade dig inspirere af mine bøger. Gå til min shop her.